Vores skønne

GÅRD PÅ TANKEFULDVEJ

Vi købte gården i november 2017, og flyttede ind med vores heste i den mest regnfulde vinter i mands minde. Så vi har overstået vores ilddåb på stedet. Det er en skøn ejendom, hvor gårdrummet er ren bindingsværks idyl. Stuehuset er lyst og venligt, og der er næsten altid mulighed for en kop kaffe i køkkenet. Fra huset er der udsigt over markene og naboens sø.

Vi har døbt gården Tankefuldhave, da vi har etableret en spiselig skovhave, hvor vi viser, hvordan man kan producere klimavenlige og bæredygtige fødevarer ved at satse på flerårige grøntsager og masser af frugttræer og buske. Hele haven er anlagt med brug af vores mødding fra hesteholdet.

JORDEN

Ejendommen er på 8 hektar, med ca. 2 hektar fredskov, stævningsskov og en lille frugtplantage. Alle marker bruges året rundt af hestene, så de går ofte “hjemmefra” om morgen og så ser vi dem ikke, før de kommer hjem til stalden for at drikke vand.

 

HISTORIEN

Gården er fra 1827 og stuehuset fra 1910. Der blev pløjet med heste helt op til midten af 1990’erne, hvor ejendommen bar præg af en anden tid. Den var noget forsømt, da Klaus Holm og Inge Hjorth-Westh købte gården i 1994. De renoverede de gamle bygninger, og der blev indlagt kloakering, vand og varme i stuehuset.