Vina fra Skovly - DK2009200581

SOLGT

Vina er en smuk, langbenet hest med masser af garn – en rigtig barbiehest med blikfang!

Vi købte Vina, fordi hun var en høj, smuk konehest – helt passende til en voksen kvinde, der skulle tilbage i sadlen. Da vi fik Vina i april 2017, var hun ude af form, lidt sløv og noget reserveret, men Susanne kom i sadlen og lærte Vina at kende.

Siden har Vina tabt sig og er blevet en smuk, langbenet hest med masser af garn. Hun har fået mere vilje og energi. Hun er blevet opsøgende overfor os mennesker, vil gerne rides og kan sagtens få fart på. Det er tydeligt både fysisk og mentalt, at hun nu trives.

I flokken er Vina den lidt reserverede underhest, som de andre dog godt kan lide og gerne vil spise sammen med. Hun er den, der først vrinsker velkommen, når vi kommer ned i stalden eller ud på marken.

I sommeren 2018 blev Vina ifolet med Bjartur fra Efri-Rauðalæk, og 9. maj 2019 fik hun hoppeføllet Una Eydís. Hun er dog ikke en hoppe, som fra start befandt sig godt i morrollen.

Vina har smukke gangarter med stor galop. Gangarterne er adskilte, men tølten kræver lidt støtte for ikke at blive pasagtig. Hun kan sin grunddressur. Hun har vilje under middel og er altid styrbar. Hun er trafiksikker for de fleste køretøjer, men trykker sig ved traktorer og lign. Hun går lige i trailer, blot man bruger en madspand, og hun opfører sig pænt under kørsel.

Vina elsker skovture og går gerne i vandet ved havet eller i søer. Hun er mindre glad for ridebanen, hvor hun kun gør det, hun bliver bedt om.

Vina er 143 høj.

Den smukke hoppe

Afstamning

Vinas afstamning udmærker sig ved at være flotte heste med gode, men ikke prangende gangarter.

BLUP